Bakken tæt på at snuble mod bundproppen
Stevnsgade Supermen spillede friskt til og voldte Bakken Bears nogen problemer søndag eftermiddag
Det var top mod bund, da Bakken Bears hjemme i Vejlby Risskov-Hallen tog imod Stevnsgade Supermen i mændenes basketballrække.
Bakken Bears var gigantiske favoritter til opgøret, som det på forhånd var svært at se, hvordan skulle blive spændende.
Men det blev det. Stevnsgade bed godt fra sig og var faktisk foran i kampen til inde i tredje periode.
Læs også
Derefter skruede bjørnene bissen på og trak fra, men Stevnsgade var ikke slået endnu.
Et minut før tid var gæsterne fra København kun bagud med to point, men så viste Bears klassen og endte med en sejr på 90-81.
Læs også
Bakken Bears gav fem minutters spilletid til Esben Reinholdt, den tidligere Horsens-profil, der efter nogle tumultagtige år i karrieren har vendt snuden hjemad og netop er blevet indlemmet i Bakken Bears’ førsteholdstrup. Esben Reinholdt kom ikke på tavlen i kampen.
Også Esben Reinholdt tidligere klub Horsens IC var i kamp søndag eftermiddag.
På hjemmebanen i Horsens blev det til en sikker sejr over Team FOG Næstved på 96-85.