Bakken-profil tvivlsom før vigtig kamp

Bakken Bears må muligvis undvære deres topscorer, når Team FOG Næstved kommer på besøg i aften, torsdag

Darko Jukic.

Bakken Bears er på vej i finalen i mændenes bedste basketrække.

I serien bedst af fem mod Team FOG Næstved er bjørnene oppe med 2-0, og i aften kan det afgøres på hjemmebane i Vejlby-Risskov Hallen.

Det er dog en såret bjørn, der møder op til hjemmekampen. En af holdets absolut største profiler, Darko Jukic, er meget tvivlsom til kampen med en lyskeskade, som han fik i den første af semifinalerne, og som er blevet forværret.

Bakken Bears var på forhånd kæmpe favoritter i serien mod Næstved, og der er ingen overraskelse i, at Aarhus-holdet er på vej i finalerne, men 2-0-føringen er ikke kommet uden hårdt arbejde.

Bears hev sejren i land i sidste minut

I den første kamp skulle vi ind i anden halvleg, før Bears trak fra, og i den seneste kamp i Næstved var Team FOG tæt på at stjæle sejren med et stort comeback til slut.

Den tredje og potentielt afgørende semifinale spilles i aften, torsdag, klokken 18.05.

De forsvarende mestre Horsens IC er klar til finalen efter sejr over Hørsholm med 3-0 i kampe.