Bakken Bears vinder sikkert over SISU
Storsejr til Bakken Bears torsdag aften
Torsdag aften hentede Bakken Bears en stensikker sejr på udebane mod SISU i Basketligaen.
Aarhusianerne vandt opgøret med hele 116-66.
Efter første periode var Bakken Bears foran med 26-14, og føringen var ikke i fare på noget tidspunkt i opgøret.
Mest scorende Bakken Bears-spiller blev Sylvester Berg med 17 point, mens SISUs Zivojin Grubovic blev noteret for et enkelt mere - 18 point.
Bakken Bears har for tiden stor succes i Europa, hvor holdet tirsdag vandt sin 5. kamp ud af 5 mulige i Fiba Europe Cup og er videre i turneringen.
I Basketligaen ser det også fornuftigt ud, selvom aarhusianerne er henvist til andenpladsen af sidste års mestre fra Horsens IC, som har vundet samtlige kampe.
Næste opgavefor Bakken Bears i Basketligaen er den 7. december klokken 18.15, hvor Svendborg Rabbits kommer på besøg i Vejlby-Risskov Hallen.