Bakken Bears-sportsdirektør: Elsker at møde Horsens IC

DM-serien om den danske basket-trone, for herrer, bliver i aften skudt i gang. Hjemmebane har vist sig ikke at være en fordel

Der står lokalderby på menuen i årets DM-finaler. Foto: Kim Haugaard - Scanpix

Slamdunk, screeninger og tre-points-scoringer.

I aften tager Bakken Bears på hjemmebanen i Vejlby-Risskov Hallen mod Horsens IC i den første af syv mulige DM-finaler om titlen som danmarks bedste baskethold for herrer.

Han starter tit ude, da han ikke er så flashy som nogle af amerikanerne, men han er pisseirriterende at spille mod, for han kan faktisk alt

Michael Piloz, sportsdirektør, Bakken Bears

Horsens IC har nuppet guldet de seneste to sæsoner, men hos Bakken Bears håber man at vippe lokalrivalerne af pinden til trods for en lidt dyster statistik.

- Det bør være en fordel at starte på hjemmebane, som vi jo gør i år, da vi har vundet grundspillet. At spille i vante omgivelser er dejligt, og så har vi også vores hjemmepublikum. Jeg har dog lige set en statistik, der viser, at ud af de seneste 57 DM-kampe er det faktisk 28, der er vundet af hjemmeholdet og 29 af udeholdet, siger sportsdirektør Michael Piloz fra Bakken Bears til TV2 ØSTJYLLAND.

Denne sæson har Horsens IC vundet fire ud af fem indbyrdes opgør mod Bakken Bears. Aarhusianerne trak sig dog sejrrigt ud af det seneste.

Chris Christoffersen er en trods sine 37 år stadig med hos Bakken Bears. Foto: Kim Haugaard - Scanpix

Begge hold har op til sæsonen skiftet en del ud i spillertruppen, mens der også er skiftet ud på trænerbænken hos Bakken Bears.

- Sidste år spillede vi meget kontrolleret, men det er en helt anden måde, vi griber spillet an på i dag. Det er meget små ting, som vil afgøre kampene, da det er to hold, der kender hinanden ufattelig godt, fortæller Michael Piloz.

Spillere med X Factor

Finalerne i 2016 blev først afgjort i syvende kamp, og i år har Michael Piloz fidus til at særligt to spillere kan gå hen og blive rigtigt afgørende, når det spidser til.

- Horsens(red. IC) har serberen Vedran Borovcanin. Han starter tit ude, da han ikke er så flashy som nogle af amerikanerne, men han er pisse irriterende at spille mod, for han kan faktisk alt. Hos os selv vil jeg pege på DeVaughn Akoon-Purcell. Han er den tredjemest scorende i dette års Champions League og topscorer i den hjemlige liga. Det bliver spændende at se, hvordan han reagerer i sådan en finaleserie her, da det er hans første år væk fra det amerikanske system, forklarer Michael Piloz.

Læs også AGF svækket før skæbnekamp

Der er kampstart kl. 18.15, og ifølge sportsdirektøren bliver det en DM-fest værdig.   

- Vi elsker at spille mod Horsens( red. IC ). Det er altid tætte kampe, og der er mange folk på lægterne, slutter Michael Piloz.