Bagedyst-vinder vil lave TV
Udsigt til at se mere til bagedyst-vinderen
Aarhusianske Tobias Hamann-Pedersen, der i aftes vandt Den Store Bagedyst på DR, håber, at han kan lave mere TV i fremtiden.
- Jeg håber, jeg kan lave noget tv. Der er noget i støbeskeen, men jeg kan ikke sige meget mere om det endnu, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Den 26-årige østjyde er opvokset i Them, men bor i dag i Aarhus. Titlen som bagedyst-vinder har kun givet ham mere smag for bageriet.
- Jeg skal dygtiggøre mig. Jeg er ikke elitekonditor på nogen måde, jeg er amatørbager, men jeg har lyst til mere, fortæller han.
Se: Aarhusianer vandt bagedyst
Optagelserne til bagedysten har været slut i et par måneder, og Tobias Hamann-Pedersen er glad for at det endelig blev offentliggjort, hvem vinderen er.
- Det er en kæmpe lettelse endelig at kunne sige noget. Alle har jo vidst, at jeg var med og spurgt til det, men jeg har ikke måtte sige noget, fortæller han.
Den næste tid skal gå med en masse interviews og folk, der gerne vil have et billede med bagermesteren. Alligevel prøver Tobias Hamann-Pedersen at holde begge ben på jorden og hænderne i dejen.
- Der er ikke nogen opskrift på hvordan man guider sig selv igennem sådan en medietur. Jeg synes, det gælder om at kigge indad og være sig selv og få noget søvn om natten, siger han.