Badmintonhåb taber knebent til olympisk mester

Aarhusianske Anders Antonsen tabte med 14-21, 21-19, 17-21 til Chen Long i semifinalen ved Hong Kong Open

Foto: Asger Ladefoged - Scanpix

Den danske badmintonmester i herresingle, 20-årige Anders Antonsen fra Aarhus, fik ikke taget revanche mod kineseren Chen Long i lørdagens semifinale i Super Series-turneringen i Hongkong.

Den olympiske mester, som i sidste weekend slog både Anders Antonsen og Viktor Axelsen på vej mod triumfen i China Open, viste sig igen for stærk for Antonsen, som ellers fik presset kampen ud i tre sæt.

Knap halvanden time og fire matchbolde skulle rutinerede Chen Long bruge til at vinde 21-14, 19-21, 21-17 over danskeren.

Læs også Antonsen taber til topseedet koreaner efter tæt drama

Dermed har Chen Long nu også et indbyrdes overtag mod Antonsen, da kineseren har vundet to ud af deres tre opgør.

I første sæt var danskeren med til 3-3, før Chen Long gik til 8-3 og skabte et hul, som danskeren trods et ihærdigt forsøg ikke kunne lukke. Tættere på end 14-16 kom Antonsen ikke.

Nummer 13 i verden

Anders Antonsen er nummer 13 på verdensranglisten, men aarhusianeren har fortsat sin første Super Series-finale til gode.

Det lykkedes ham ellers at få bugt med Chen Long i andet sæt, da Antonsen med fire vundne dueller i træk gik fra 17-19 til 21-19.

Læs også Antonsen har fået blod på tanden efter dansk VM-guld

I det afgørende tredje sæt kom danskeren fint fra start, men ved 10-10 vandt Chen Long tre dueller i træk og satte dermed danskeren under pres.

Antonsens mission om en finaleplads viste sig at være for vanskelig, og Chen Long tog sig af sætsejren med 21-17, selv om det krævede hele fire kinesiske matchbolde, før kampen blev afgjort.

I søndagens finale skal Chen Long enten op mod Shi Yugi eller Lee Chong Wei.

01:32

Vi fulgte Anders Antonsens forældre til EM-finalen tidligere i år. Se hvordan det så ud i indslaget her. 

Luk video