Badende børn fandt granat i vandet

Torsdag formiddag fandt børn fra Allingåbro en granat i vandet ved Lystrup Strand.

Hjælpere og trænere fik sig en alvorlig forskrækkelse, da de torsdag ved 10.30-tiden så en af deres fodbolddrenge komme ind på stranden bærende på en 40 centimeter lang granat.

Det skriver Århus Stiftstidendes netavis, stiften.dk.

Heldigvis viste det sig, at det var en uskadelig øvelsesgranat fra en 84 mm dyssekanon, der ikke længere udgjorde nogen fare.

Den oplysning skaffede landbetjent Hans Jørgen Nielsen, da han ankom til stedet og rådspurgte sig telefonisk ved Hærens Ammunitionstjeneste. Han afleverede herefter granaten i
Hevringlejren.

Omkring 80 drenge og piger på fodboldskole i Allingåbro var taget til Lystrup Strand for at boltre sig i det våde element, da ni-årige Anders fra Ørsted gjorde sit fund.

- Jeg troede, at det var en dåse«, fortæller Anders, der ikke havde nogen anelse om at det var et stykke militært isenkram han med besvær havde bjærget i land.

Leder af fodboldskolen Lars Pedersen og de rystede hjælpere og forældre, forstår ikke, hvordan en granat affyret fra det militære skydeterræn kan ende på stranden omkring 900 meter fra skydeterrænets østlige skel, skriver stiften.dk.