Bad om at få skruet ned for musikken: Blev truet med knive
En 54-årig mand, der mandag truede en mand fra samme opgang med to køkkenknive, sendes bag tremmer i 14 dage
En 54-årig mand fra Risskov er tirsdag blevet varetægtsfængslet i 14 dage i en sag, hvor han ifølge politiet har truet en 38-årig mand på livet med to køkkenknive.
De to mænd bor i samme opgang, oplyser Østjyllands Politi.
Klokken to natten til mandag henvendte den 38-årige mand sig til den 54-årige for at få ham til at skrue ned for musikken. Den 54-årige kvitterede ved at slå den 38-årige to gange med knytnæveslag - én gang på kravebenet og én gang på skulderen.
Den 38-årige gik efterfølgende hjem og anmeldte ikke volden.
Læs også
Få timer senere - klokken 07.40 for at være helt præcis - ringede det på den 38-åriges dør.
Udenfor stod den 54-årige med to køkkenknive og truede verbalt den 38-årige med at slå ham ihjel - samtidig med, at han lavede halshugningstegn hen over sin egen hals med de to knive.
Politiet anholdt den 54-årige mand mandag klokken 08.28.