Back skifter til Silkeborg-Voel
Silkeborg-klubben har skrevet kontrakt med Ida Sylvest
Fra næste sæson vil den 24-årige Ida Sylvest være at finde i den grønne og hvide trøje hos kvinderne fra Silkeborg-Voel KFUM.
Det offentliggør klubben lørdag eftermiddag.
Ida Sylvest kommer til klubben efter et to år langt ophold i København Håndbold, hvor hun blandt andet har været med til at spille EHF Cup.
Se også: Mister ligaens topscorer
Selv samme europæiske turnering kan hun nu se frem til at stifte bekendtskab med i næste sæson. Denne gang som Silkeborg-Voel-spiller:
- Jeg har fået et rigtig godt indtryk af klubben og glæder mig til at trække i den grønne trøje og specielt at komme til at spille europæisk håndbold igen. Jeg håber, at et skifte til Silkeborg-Voel KFUM udvikle mig endnu mere som håndboldspiller og jeg kan være en del af projektet i at etablere klubben i dameligaen fremadrettet, siger Ida Sylvest i en pressemeddelelse.
Ida Sylvest har tidligere spillet i Lyngby, Vium og GOG samt i norske Halden HK. Erfaring, som cheftræner Jakob Andreasen tror kan komme Silkeborg-klubben til gode:
- Ida er en spændende og ung spiller, men på trods af det, har hun stadig stor erfaring fra både den danske og norske liga. Hun passer godt ind i vores hurtige angrebsspil, hvor jeg håber hun kan blive en stor gevinst, siger han.
Silkeborg-Voel nåede i denne sæson helt til DM-semfinalerne, hvor holdet led et nederlag til Team Tvis Holstebro.