Babyboom: Jeg kan ikke mindes vi har haft så mange fødsler før

Der bliver klippet ekstraordinært mange navlestrenge for tiden. På Aarhus Universitetshospital bliver der denne sommer født langt flere babyer end på samme tidspunkt sidste år

Lille Vincent er født på Aarhus Universitetshospital. 

512. Så mange fødsler forventer Aarhus Universitetshospital, at der bliver hos dem i august.

- Jeg kan ikke mindes, hvornår vi sidst har haft 500 fødsler inden for samme måned. Det er sådan noget, der sker cirka hvert tiende år, fortæller afdelingsjordemoder på Aarhus Universitetshospital Misan Stehouwer til TV2 ØSTJYLLAND. 

Til sammenligning blev der sidste år født 453 børn på samme tidspunkt.

Aarhus Universitetshospital forventer 512 fødsler i august. 

Mange fødsler om sommeren 

I sommeren 2018 blev der født 1299 børn på Aarhus Universitetshospital i Skejby. Denne sommer lander tallet på 1401, når man lægger de foreløbige fødsler sammen med de fødsler, som hospitalet forventer i resten af juli og august.

Det er normalt for os, at vi har mange fødsler om sommeren. Aarhus er en universitetsby, hvor der bor mange unge mennesker.

Misan Stehouwer, afdelingsjordmoder, Aarhus Universitetshospital

- Det er normalt for os, at vi har mange fødsler om sommeren. Aarhus er en universitetsby, hvor der bor mange unge mennesker. Mange vil have børn i slutningen af tyverne eller starten af trediverne, og dem bor der mange af i Aarhus, siger Misan Stehouwer. 

00:50

VIDEO: Aarhus Universitetshospital gør deres bedste for at følge med de mange fødsler. 

Luk video

Læs også Omstridt storbyfænomen indtager lokalsamfund: Vil være det gode eksempel

En af dem, der har været med til at trække antallet af fødsler oppe, er Nana Betsarkis Hansen, der har fået Vincent med sin mand Lindon Betsarkis Naybin.

Og de har kun mærket lidt til den voldsomme travlhed.

Vi er blevet behandlet rigtig godt. Der har hele tiden været nogen, der har været her for at kigge til ham og undersøge ham.

Lindon Betsarkis Naybin, far til Vincent 

- Vi er blevet behandlet rigtig godt. Der har hele tiden været nogen, der har været her for at kigge til ham og undersøge ham. Det eneste tilfælde, som vi har set, har været, at der ikke var plads til to patienter, så de var ude i gangen, hvor de var dækket af, fortæller Lindon Betsarkis Naybin.

Kan blive sendt til andre hospitaler 

De dage, hvor de 12 fødestuer ikke, er nok, bliver de fødende sendt til enten Randers, Horsens, Viborg eller Herning. 

Afdelingsjordemoder forventer, at der vil være et øget fødselstal over de næste år. 

I Aarhus ser antallet af fødsler ikke ud til at falde lige foreløbigt. 

- Vi kan se, at der er nogle store årgange, som er i slutningen af tyverne og starten trediverne, og vi forventer, at de skal have børn nu. Det kommer til at give et øget fødselstal over de næste år. Vi forventer det helt frem til 2025 og måske længere, siger Misan Stehouwer. 

Ukendt årsag til de mange sommerfødsler 

Årsagen til, at der er flere fødsler om sommeren, er der kun løse gæt på.

Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan, men vi hygger os mere om efteråret.

Nana Betsarkis Hansen, mor til Vincent

- Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan, men vi hygger os mere om efteråret, siger Nana Betsarkis Hansen, som er mor til Vincent. 

- Det ved jeg ikke, men det er et godt tidspunkt at have fødselsdag på. Så kan det være, at det er kedeligt om vinteren, så man rykker sammen, siger afdelingsjordemoder på Aarhus Universitetshospital. 

Læs også Politikere vil kaste lys over unges misbrug af lægemidler efter dødsfald