Politiet efter brand ved skole: - Der har været nogle på stedet
Naboer i et parcelhus opdagede branden midt om natten.
- Der er godt gang i den, da vi kommer derud. Det meste af taget er brændt væk, siger indsatleder Brian Arendtsen fra Østjyllands Brandvæsen til TV2 ØSTJYLLAND.
De fik kl. 3.15 natten mellem fredag og lørdag en anmeldelse fra en nabo, der kunne se, at det brændte i et nærliggende område.
Ifølge brandvæsenet er der gået ild i et tag, der er en del af et bålsted, som ifølge brandvæsenet formentlig hører til en nærliggende SFO ved Solbjergskolen.
Kunne have gået værre
- Vi ved, at det er på grund af menneskelig aktivitet, men om det er decideret tilsigtet, ved vi ikke noget om. Vi ved, at der har været nogle på stedet tidligere på aftenen, men vi har ikke hørt fra nogen af dem, siger indsatsleder Brian Arendtsen og tilføjer, at politiet også var til stede.
Læs også
Brandvæsenet får hurtigt slukket branden, men det kunne have gået værre, hvis vejret havde været som sidste sommer, lyder det fra indsatlederen.
- Vi er glade for, at det ikke er tørke, for så kunne det have udviklet sig på en helt anden måde. Men vi synes, at det er synd for SFO’en, siger Brian Arendtsen.
Det er lørdag morgen endnu ikke lykkedes brandvæsenet at få fat i SFO'en.