Avra for Laura

Laura Danielsen er tilbage for Randers HK og gør comeback i aftenens udekamp mod Ikast/Bording.

Randers HK får markant forstærkning i de resterende kampe i efteråret i Håndboldligaen.

Tidligere anfører Laura Danielsen har nemlig meldt sig under fanerne igen, skriver Randers Amtsavis.

Egentlig havde hun indstillet karrieren, men træner Martin Albertsen har overbevist hende om, at det igen er tid til at få klister på hænderne.

- Jeg har sagt ja til at spille de sidste tre kampe, fordi holdet står i en træls situation med mange skader. Men det bliver kun i de tre kampe, siger Laura Danielsen.

Også Heidi Yde Herrig er tilbage efter en korsbåndsskade, som har holdt hende ude i hele 2007.

De skadede spillere hos Randers HK er Angie Gesschke, Helle Dam og Katrine Fruelund.

Kampen vises direkte på TV 2 Sport klokken 18.40.