AVK-koncernen vil købe op i Europa
Familiefirmaet AVK Holding-koncern med hovedsæde i Galten har store planer for udvidelse af virksomheden.
Den ekspansive familieejede AVK Holding-koncern vil investere et trecifret millionbeløb i opkøb af konkurrenter i Europa. Den største handel ventes at blive en virksomhed med en omsætning på 750 milloner kroner og 700 ansatte.
- Hele branchen er i fuld gang med at konsolidere sig i øjeblikket. Vi agter at være en aktiv spiller i den proces, siger eneejer og adm. direktør i AVK Holding A/S, Niels Aage Kjær, til dagbladet Børsen.
Den globale AVK-koncern med hovedsæde i Galten ved Århus er en af de førende spillere på verdensplan inden for udvikling, produktion og markedsføring af ventiler, hydranter og tilbehør til vandforsyning, gasforsyning, spildevandsbehandling og brandbekæmpelse. Koncernen beskæftiger tæt på 2000 medarbejdere i det danske AVK International og 44 udenlandske datterselskaber med Indien og Brasilien som de nyeste.Både produktion og salg foregår igennem koncernens netværk af selskaber i Europa, Mellemøsten, Nord- og Sydamerika, Australien, Asien og Afrika.
Alene i 2010 forventer AVK at opkøbe tre europæiske virksomheder. Hvis handlen falder på plads, vil det største opkøb nogensinde for koncernen blive overtagelsen af en europæisk virksomhed inden for vandforsyning.