Avisers skæbne skal afgøres

Ikke sikkert de kommer på lokale hænder

For seks uger siden blev Aarhus Stiftstidende og Randers Amtsavis sat til salg af Berlingske Medias udenlandske ejere.

Her til formiddag udløb fristen så for bud - med blandede resultater for de to aviser.

Aarhus Stiftstidende har modtaget et eller flere konkrete, lokale bud, så her er der mulighed for, at den gamle avis kan få lokale ejere.

For Randers Amtsavis er status en helt anden. Her har udbudstiden ikke mundet ud i nogle konkrete bud på trods af, at en lokal gruppe erhvervsfolk har forsøgt at blive enige om at indgive et bud. Det er derfor langt fra sikkert, at avisen får lokale ejere.

Hos de to lokalaviser glæder man sig til at finde en løsning.

- Det er mit ønske, at det er en solid konstellation - om det er en lokal køber eller ej, det er ikke det vigtigste. Det handler bare om at finde den bedste løsning, siger Turid Fennefoss, som er chefredaktør på Aarhus Stiftstidende og Randers Amtsavis til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Nu da budrunden er ovre, er det op til Berlingske Media at bestemme sig for, om de vil acceptere buddet på Aarhus Stiftstidende og om, de har mulighed for at finde en køber til Randers Amtsavis.

På grund af sommerferie vil Berlingske Media først gå videre med processen om fire uger.

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig