Aviser: Ove C. ny træner i Randers FC
Rutinerede Ove Christensen med en fortid i blandt andet AGF skal agere brandslukker hos kriseramte Randers FC.
I hvert fald mener både Ekstra Bladet og Randers Amtsavis at vide, at Ove Christensen i dag, onsdag, bliver præsenteret som ny cheftræner hos kronjyderne.
Han overtager dermed ansvaret efter John 'Faxe' Jensen, der tirsdag blev fyret efter en miserabel start på sæsonen.
Sportsredaktør på Ekstra Bladet Allan Petersen mener, at ansættelsen af Ove Christensen er en god løsning for Randers FC. Omvendt mener han, at det bliver svært at redde klubben fra nedrykning.
- Det bliver meget svært, men hvis man skal have en brandslukker ind, så er Ove en god mand. Han har en rutine og en ekstrem defensiv tilgang til fodboldspillet. Det gør, at han måske kan bygge noget op, der er mere stabilt i Randers end det, man har set i de 11 første kampe. Faktum er bare, at det hold, der har scoret to point i 11 kampe, nu formentlig skal score 30 point i de næste 22. Og det er svært at se, når man ser et hold, der er så langt nede, som det er i øjeblikket, siger Allan Petersen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Ove Christensen, der i foråret blev fyret i Vejle, har ikke færre end 331 SAS Liga-kampe på CV'et. Han har en fortid i AB, AGF og Viborg. Han har tidligere været kendt som en ekspert i at redde klubber ud af vanskelige situationer.