Avisbud stukket i bagdelen
Stjal budets scooter og stak af
4. jul 2014, kl. 14:04
Mere end 30 dage gammel
Politiet efterlyser en gruppe på mellem tre og fem mænd, der torsdag gik til angreb på et 27-årigt avisbud i det vestlige Aarhus.
Ifølge Østjyllands Politi blev det mandlige avisbud tidligt om morgenen overfaldet, da han delte aviser ud på Gudrunsvej i Gellerupparken.
Den 27-årige avisbud blev slået hårdt i ansigtet og ramt af et knivstik i bagdelen. Derefter stjal gerningsmændene avisbudets scooter, som de forsvandt med.
- Offeret blev senere behandlet på skadestuen. Han havde flækket kæben og fået et mindre stiksår på bagdelen, siger politikommissær Vagn Martinussen fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Den 27-åriges scooter blev senere fundet. Politiet har ingen spor af gerningsmændene.