Avis: Randers FC interesseret i Jakob Poulsen
AGF-profilen Jakob Poulsen står øverst på ønskesedlen hos Randers FC, hvis det lykkes klubben at få solgt Mikkel Beckmann.
Begge østjyske spillere løb rundt med en prislap på sig, da de deltog i sommerens netop afsluttede VM-slutrunde i Sydafrika.
Midtbanespilleren Jakob Poulsen fra AGF fik begrænset succes ved slutrunden, men ønsket om at forlade de århusianske nedrykkere er stadig til stede. Det samme er AGF's ønske om at sikre sig nogle yderst kærkomne millioner i forbindelse med et eventuelt salg.
Randers Amtsavis erfarer, at Randers FC i tilfælde af, at angrebsprofilen Mikkel Beckmann bliver solgt, er klar til at byde på Jakob Poulsen.
- Ingen kommentarer, er Randers FC-direktør Jacob Nielsens reaktion på avisens oplysninger.
Jacob Nielsen har for nylig slået fast, at der ikke er kommet bud på Mikkel Beckmann. Men hovedpersonen har for nyligt selv udtrykt interesse for at komme til udlandet.
Salgsprisen for Mikkel Beckmann menes ifølge Randers Amtsavis at være mellem 8 og 10 mio. kr.