Av, av: Brabrand lukkede to ind i overtiden og smed sejren
Brabrand IF smed sejren i overtiden, da Hvidovre var på besøg
Vi er kun halvvejs i oprykningsspillet i mændenes 2. division i fodbold, men Brabrand IF har været særdeles godt kørende.
Det beviste holdet igen torsdag eftermiddag, men desværre kun i 89 minutter. På det tidspunkt var Brabrand nemlig foran 2-0 mod Hvidovre, var en mand i overtal og skulle bare vente på dommerens sidste fløjt, men så gik det helt galt.
Med to scoringer i overtiden trods en mand i undertal fik Hvidovre vendt kampen på hovedet, så det sluttede 2-2.
Læs også
Uanset hvad er Brabrand IF stadig ubesejrede halvvejs inde i oprykningsspillet. Lidt mange uafgjorte kampe er grunden til, at holdet ikke indtager en sikker førsteplads. Efter 11 kampe har Brabrand vundet fem og spillet seks uafgjort.
Mod Hvidovre bragte Kenan Hajdarevic hjemmeholdet foran efter et kvarter, og kort inde i anden halvleg fordoblede Nichlas Ørbæk Knudsen føringen.
Læs også
Enhver spænding om et eventuelt Hvidovre-comeback skulle være blevet knust i det 84. minut, da Hvidovres Rasmus Johansson blev udvist efter sit andet gule kort, men det blev ikke tilfældet.
I det 90. minut fik Hvidovre reduceret til 2-1 trods undertallet, og lige efter det fik Luka Dumic ødelagt påskefesten for hjemmeholdet ved at gøre det til 2-2.
Trods det skuffende pointtab er Brabrand IF stadig at finde på den andenplads, der vil give oprykning til 1. division.