Autolakering samler elever fra hele verden
13 forskellige nationaliteter er samlet i Silkeborg, hvor de træner op til VM i Skills. College360 i Silkeborg er nemlig blevet verdensberømte på deres autolakereruddannelse.
Skarpe kanter, farver og finesser.
Lakeringsformen bliver i den grad afpudset på College360 i Silkeborg i disse dage.
Læs også
Autolakerer-elever fra 13 forskellige lande er strømmet til Silkeborg for at deltage i laktræning op til det kommende Skills-verdensmesterskab i autolakering, der finder sted i Rusland til august.
Det er i forlængelse af danmarksmesterskaberne i Skills, hvor unge fra erhvervsuddannelserne kæmper inden for de forskellige fag om at blive landets bedste, at vinderen går videre til verdensmesterskabet.
Den danske kandidat og vinder af DM i Skills 2019 i autolakering er Philip Bang. Han er også med i testkonkurrencen, hvor han øver sig op til den store dag.
- Det er en super fed måde at få øvet sig på, at vi laver de her testkonkurrencer sammen, siger Philip Bang, der er deltager til VM i Skills 2019, til TV2 ØSTJYLLAND.
Øver sig sammen
Testkonkurrencen er arrangeret af College360 i Silkeborg, der er den eneste autolakeringsuddannelse i Danmark. Her bliver konkurrenterne testet på tid og bedømt af en række dommere, som de også vil blive det til verdensmesterskabet.
Læs også
Der bliver talt en del forskellige sprog i kantinen, når de 13 VM-deltagere holder pause. De andre nationale vindere er nemlig fra lande som Brasilien, Frankrig, Rusland, Japan og Kina.
Selvom at flere af deltagerne i testkonkurrencen kommer fra store lande med kæmpe bilfabrikker, så er det ikke tilfældigt, at de er endt med at mødes i Silkeborg.
For på verdensplan er netop Silkeborg noget helt særligt inden for autolakering.
- Vi er meget dedikerede og bliver ved med at opsøge ny viden, og det gør, at vi samarbejder med de bedste i verden, siger Jens Søndergaard Hansen, der er faglærer på College360, hvor Silkeborgs autolakeringsuddannelse holder til.
Verdenskendt i udlandet
Uddannelsens høje standard har givet genlyd i resten af verden, og derfor afslutter flere udenlandske studerende også deres uddannelse i Silkeborg.
- Vi synes selv, vi har verdens bedste uddannelse. Så det er en skam, at der ikke er så mange, der kender den, siger Jens Søndergaard Hansen.
En af grundene til autolakeringsuddannelsen er fremme i skoene, er netop underviseren Jens Søndergaard Hansen, der siden 1997 har undervist på skolen. De udenlandske elever har i særdeleshed bemærket hans engagement.
- Jeg er meget taknemmelig for, at han har brugt så meget tid og energi på at planlægge denne testkonkurrence. Jeg har lært rigtig meget om mange af de produkter, som vi ikke har i Canada, siger Maggie Friesen, dertil dagligt studerer til autolakerer.
Læs også
Jens Søndergaard Hansens engagement er også noget, som eleverne på skolen sætter pris på.
- Han har styr på det og stor erfaring, så det er en superfed måde at planlægge sådan en testkonkurrence på, siger Philip Bang.
De danske autolakerere har været med til VM i Skills syv gange, hvor de er endt i top seks alle gange.