Autist med læreplads: - Nu er jeg glad for at komme ud ad døren hver dag

Alt for mange autister er arbejdsløse, fordi de ikke får den rette hjælp. Derfor ender de med at isolere sig. Men der er også solstrålehistorier

04:03

VIDEO: Havde HBU-tilbuddet ikke været der, så var jeg ikke kommet nogen vegne, mener den 25-årige autist Heidi Nørgaard.

25-årige Heidi Nørgaard er autist og har hele livet kæmpet for at finde sin rette plads. Den har hun fundet nu på virksomheden Aarsleff i Viby ved Aarhus. Her er hun i lære og imponerer konstant med sin enorme viden og evne til at lære nyt lynhurtigt.

Jeg havde problemer med at gå i bad, jeg var ligeglad.

Heidi Nørgaard, autist

Så lys har Heidis fremtid dog langt fra altid set ud. I en sen alder fik hun diagnosen Aspergers, og den forklarede hendes anderledes væremåde.

- Jeg havde problemer med at gå i bad, jeg var ligeglad. Jeg gik rundt i store grimme sweatre og joggingbukser og kunne ikke finde ud af at snakke med andre mennesker, fortæller Heidi Nørgaard til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Autistiske Patrick bryder tabuet: Vil bare gerne forstås

Hun passede derfor ikke ind i sociale sammenhænge og en fremtid på en almindelig arbejdsplads synes langt væk. Kortere og længere praktikforløb føltes nytteløse, og Heidis humør var i bund.

- Hvis tingene ikke interesserede mig, så var jeg ligeglad. Jeg kunne heller ikke forstå, når folk gerne ville hjælpe mig, lyder det fra hende.

De fleste autister er på offentlig forsørgelse. Kun 18 pct. er i arbejde.

Fik den rette hjælp

Men så fik hun det helt rigtige tilbud i Hinnerup. Et særligt beskæftigelses- og uddannelsestilbud under Region Midtjylland kaldet HBU viste sig at være løsningen for Heidi.

- Her var jeg omringet af folk, der vidste, hvad min diagnose betød, og jeg fandt ud af, hvordan man skal opføre sig i forskellige sammenhænge, hvad der er rigtig og forkert. Og også at jeg stadig kan være mig selv, siger Heidi Nørgaard.

På HBU i Hinnerup lærer unge som Heidi at blive en del af en arbejdsplads. 

For selvom Heidi har visse udfordringer, så har hun også mange store fordele – blandt andet at hun er hyperintelligent og lærer på ingen tid. De evner stod de med åbne arme klar til at udnytte hos entreprenørvirksomheden Aarsleff i Viby.

Her har de sat den nødvendige tid af til at hjælpe Heidi, som har fået en elevplads som teknisk designer med tilhørende personlig mentor.

Den første uge i januar var hård – et nyt sted, nye opgaver og en masse nye mennesker. Men nu er den 25-årige autist faldet til.

02:19

VIDEO: Region Midtjylland har udviklet 26 mobile huse, så autister kan blive boende i de kendte omgivelser - selv om de flytter. Se mere i indslaget her. 

Luk video

Ellers ikke kommet nogen vegne

- Jeg er glad for at komme ud ad døren hver dag og for at lave noget. Jeg kan lide at være her, siger Heidi og fortsætter:

- HBU har hjulpet mig meget, og havde det tilbud ikke været der, så var jeg ikke kommet nogen vegne.

Hun kan virkelig gå i dybden med ting, og alt er helt nøjagtigt. Og så lærer hun lynhurtigt – allerede siden januar har hun lært tre-fire helt nye programmer.

Winnie True Nielsen, mentor for Heidi

Hos Aarsleff er det Winnie True Nielsen, der er blevet Heidis mentor, og hun havde da bekymringer ved at skulle arbejde tæt op af en autist hver dag. De er nu alle gjort til skamme.

- Den første uge lavede Heidi ikke andet end at overraske. Man tænkte da på forhånd, at nu har hun jo en diagnose, og hvad betyder det så? Hvor grelt er det? Hvor meget kan hun lave? Men Heidi laver bare den ene opgave efter den anden. Det er så fedt, siger mentoren til TV2 ØSTJYLLAND.

Faktisk har Aarsleff oplevet, at deres nye elev lærer hurtigere end selv de mest garvede medarbejdere, og med blot få særlige hensyn er de lykkes med at få forløst Heidis store potentiale.

04:04

VIDEO: Winnie True Nielsen er imponeret over Heidis evner. Hør mere om det i interviewet her. 

Luk video

Har lært flere programmer på ingen tid

Heidi og Winnie har fået deres eget lokale, hvor de kan snakke tingene igennem på en anden måde, og så skal alle opgave til eleven gå gennem mentoren.

Efter arbejde kan jeg finde på at lægge neglelak. Det var aldrig sket for år tilbage.

Heidi Nørgaard, autist

- Fordelene ved at have Heidi er så til gengæld mange. Hun kan virkelig gå i dybden med ting, og alt er helt nøjagtigt. Og så lærer hun lynhurtigt – allerede siden januar har hun lært tre-fire helt nye programmer.

- Hvis man bare giver det tid og udnytter Heidis evner på hendes præmisser, så er indsatsen givet godt ud, forklarer Winnie True Nielsen.

Læs også Aarhus-firma har succes med at arbejde med autistiske børn

Det har så samtidig betydet, at Heidi allerede på de første tre-fire måneder har rykket sig meget - også personligt.

- Nu har jeg lyst til at udtrykke mig, tage pænt tøj og smykker på og tage mig af mig selv. Efter arbejde kan jeg finde på at lægge neglelak. Det var aldrig sket for år tilbage, fortæller hun.

Latterligt lille beløb der skal til

Desværre er Heidi Nørgaards historie et særtilfælde. Det er blot omkring hver tiende autist, der er i ordinært arbejde. Det viser tal fra Autismeforeningen og Socialministeriet.

- Det er ikke godt nok. Der skal et latterligt lille beløb til for at flytte dem fra kontanthjælp til beskæftigelse. Problemet er, at mange steder ikke forstår, at autister skal have hjælp hele vejen igennem, siger formanden for Autismeforeningen, Heidi Thamestrup, til TV2 ØSTJYLLAND.

01:50

VIDEO: 21-årige Patrick Stael går i dag på HBU i Hinnerup og forsøger ligesom Heidi på den måde at komme ud på arbejdsmarkedet. Hør hvad han får ud af tilbuddet i videoen her.

Luk video

Hun hører om mange steder – især i det offentlige, hvor autister får stor opmærksomhed i den første tid, og når det så går godt, tager man chancen. Så er der ingen til at samle op, når det går galt.

Ifølge hende kan cirka 90 pct. med autisme klare et helt almindeligt job med den rette støtte.

- Og det er politikerne på Christiansborg, der skal gøre det lettere at få autister i job med den støtte. Det hjælper ikke noget med en masse særlige jobtilbud kun for autister. Det skal være ordinær beskæftigelse, slår formanden fast.

05:01

VIDEO: Se interview med beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) samt formanden for Autismeforeningen, Heidi Thamestrup.

Luk video

100 pct. succes-rate

Et af de tilbud, der forsøger med at få autister ud på netop helt almindelige arbejdspladser er så HBU i Hinnerup, hvor Heidi Nørgaard med stor succes kom gennem et forløb.

- Vi afklarer de unge med autisme-diagnoser i forhold til, om de skal i job eller i gang med en uddannelse. Og så forsøger vi at klæde dem på til det, siger afdelingsleder på HBU, Mary Brix, til TV2 ØSTJYLLAND.

Af dem vi har fået gennem hele forløbet, er 100 pct. kommet i gang med job eller uddannelse.

Mary Brix, afdelingsleder HBU

Gennem forskellige opgaver lærer de unge om arbejdsmarkedet og får nogle kompetencer, de kan tage med sig videre – og det hele foregår på de unges præmisser og i deres tempo.

- Af dem vi har fået gennem hele forløbet, er 100 pct. kommet i gang med job eller uddannelse, lyder den opløftende melding fra afdelingslederen.

HBU startede i 2015, og indtil nu er seks unge kommet helt i mål.

I videoen øverst i artiklen kan du møde Heidi Nørgaard, der med hjælp fra tilbuddet har fået en læreplads. 

03:13

VIDEO: Se et interview med afdelingsleder på HBU Mary Brix.

Luk video