Aurora klar til togt
Nyt forskningsskib er klar til at indtage de syv have
Aarhus Universitet har fået et nyt forskningsskib, og fredag skulle det døbes.
Her var både champagne og miljøminister Kirsten Brosbøl (S) på plads på kajen.
Og ja, som allerede afsløret: Navnet blev Aurora.
Aurora er det første nye forskningsskib i mere end 30 år, og det 28 meter lange skib er klar til at tage byde velkommen til flere forskellige slags forskere.
- Det kan bruges af vores geologer, og det kan bruges af biologer, men også alle mulige andre faggrupper kan bruge det, siger Henrik Fossing, der er seniorforsker på Aarhus Universitet.
Skibet har plads til 14 personer, og der er to laboratorier ombord.
- Vi har spurgt alle vores kollegaer også på andre universiteter om, hvad de har behov for, hvis vi skal lave et skib på denne størrelse, så det har været en lang proces, siger Henrik Fossing.
Skibet giver nu forskerne mulighed for at komme endnu længere ud og endnu dybere ned på havet.
Og det første togt finder sted allerede i maj måned.
Men inden Aurora skal på togt, vil der være åbent skib for offentligheden lørdag og søndag.
I indslaget over artiklen kan du se mere til Aurora.