Auken på pr-tur i Århus

Svend Auken har skudt valgkampen i gang - for at få en anden socialdemokrat valgt ind.

Svend Auken har taget hul på valgkampen, men denne gang handler det ikke om sikre en taburet til ham selv.

Den 60-årige folketingspolitiker, der er valgt i Århus, kæmper i øjeblikket en hård kamp for at få den 28-årige partifælle Dan Jørgensen stemt ind i Europa-Parlamentet ved EU-valget den 13. juni.

I løbet af i dag vil de to socialdemokrater uddele pjecer og tale med folk i de århusianske gader.

Svend Auken lægger ikke skjul på, at han som top-socialdemokrat er med for at promovere den unge EU-kandidat:

- Der er jo ikke noget forkert i at prøve at gøre kandidater kendte. For hvis de er ukendte, har de almindelige vælgere ikke nogen mulighed for at vurdere dem, sagde Svend Auken i MiddagsMagasinet på TV 2 / ØSTJYLLAND.

TV 2 / ØSTJYLLAND har mere om Svend Aukens besøg i aftenens udsendelser.