Audi smadret under politijagt
Bil brød i brand efter at være smadret mod træ
En biljagt på Djursland endte søndag aften dramatisk, da føreren af en sølvgrå Audi TT kørte ind i et træ på Sandmarkvej i landsbyen Termestrup.
Ifølge politiet forsøgte en patrulje klokken 20.46 helt rutinemæssigt at standse bilen i Ugelbølle ved Rønde. I stedet for at svinge ind til siden valgte den 40-årige fører at stikke af fra politiet.
Biljagten fik dog en brat ende, da Audi'en fire minutter senere forulykkede i Termestrup og brød i brand.
Den mandlige bilist blev efter ulykken indlagt på Regionshospitalet i Randers. Ifølge politiet er han dog ikke alvorligt kvæstet.
- Den 40-årige bilist er fra Hammel. Bilen, han kørte i, er ikke meldt stjålet, siger politikommissær Mogens Brøndum fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.