Attraktioner ser muligheder i hurtigfærge

Samsø Festivalen og feriecenter hilser en ny færge velkommen

En hurtigfærge mellem Aarhus og Samsø kan få stor betydning for turismen på øen. Det mener den årlige festival samt Camping og Feriecenter Samsø. Begge steder forventer folkene bag især flere endagsgæster.

- Færgen vil få betydning for os. Et af vores største kundesegmenter er fra Aarhus, så den kommer os til stor gavn. Især i forhold til endagsgæster kan en lettere forbindelse være vigtig, lyder det fra presseansvarlig hos Samsø Festivalen, Thomas Jakobsen.

Tidligere har det netop været endagsbilletter, som festivalen har haft lidt svært ved at sælge.

Dizzy Mizz Lizzy skal spille til Samsø Festival

- Nogle gæster vil gerne have muligheden for at kunne tage hjem og få tørt tøj på, hvis det har regnet, og så måske komme igen næste dag. Det får de besøgende fra Aarhus bedre mulighed for med en ny færge, forklarer Thomas Jakobsen.

De seneste to år har festivalen dog ikke haft problemer med at sælge billetter overhovedet - der har nemlig været udsolgt.

Har meget at tilbyde dagsgæsterne

- Men hvis det ser lidt trægt ud i månederne op til, så kan det være vi laver en kampagne målrettet endagsgæster fra Aarhus og omegn, siger Thomas Jakobsen.

Samme positive melding til de nye færgeplaner kommer fra Camping og Feriecenter Samsø. Her er det ligesom på festivalen dagskunderne, ejeren forventer at kunne tiltrække flere af med en hurtigfærge fra Aarhus.

Samsø hitter denne sæson

- Vi har mange aktiviteter til endagsgæsterne såsom bowling og fodboldgolf. De kunne komme i endnu højere kurs med færgen, siger indehaver af Camping og Feriecenter Samsø, Astrid Kjeldmark.

Samtidig pointerer hun dog, at stedet først vil lægge en ny strategi fremadrettet, når færgen er sikker. Ad flere omgange har der jo været snak om den, så hun afventer en endelig afgørelse.

Både Samsø Festivalen og Camping og Feriecenter Samsø har givet tilsagn om at støtte op om færgeprojektet økonomisk.