Attraktioner håber på gråvejr
Ikke alle østjyder krydser fingre for solskin og høje temperaturer
Flere østjyske attraktioner beretter samstemmende, at sæsonen indtil videre har budt på pæne besøgstal.
Således har brugerne på tv2oj.dk i løbet af den seneste måned kunnet læse, at Djurs Sommerland, Tivoli Friheden og Den Gamle By alle var mere end almindeligt tilfredse med travlheden ved billetlugerne.
Også Randers Regnskov, Fregatten Jylland og Aqua i Silkeborg melder om en godkendt sæson indtil videre. Modsat fx Djurs Sommerland håber de dog ikke på en sommer med høj sol fra en skyfri himmel.
- Vejret i den kommende tid bliver afgørende for, om vi får en god sæson eller ej. Vi håber på en normal dansk sommer med lidt blandet vejr, forklarer direktør i Randers Regnskov Henrik Herold til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Randers Regnskov havde sidste år 285.000 besøgende. Indtil videre er besøgstallet en smule over niveauet fra sidste år.
Fregat håber på gråvejr
Heller ikke på Fregatten Jylland i Ebeltoft beder man vejrguderne om tropetemperaturer. Indtil videre ligger besøgstallet på nogenlunde samme niveau som sidste år.
- Hvis der er høj sol, tager folk på stranden eller andre steder hen. Vi håber derfor på lidt gråvejr i løbet af sommeren, fortæller formidler på Fregatten Jylland Bent Kafka.
Ifølge ham har den seneste uge været forholdsvis stille, men i denne weekend har flere end normalt besøgt verdens længste træskib. Han håber derfor, at den positive tendens fortsætter.
Fyldte campingpladser
Hos Aqua i Silkeborg er kravene til sommervejret ret store. Det optimale er en periode med sol efterfulgt af en periode med gråvejr.
- Vi er meget afhængige af, at de mange campingspladser i vores område er fyldt op. Derfor må der gerne være varmt i begyndelsen af sommerferien. Men når først campingpladserne er fyldt op, håber vi på lidt gråvejr, så folk besøger os, siger akvariechef Erik Hofmeister til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Ifølge akvariechefen ligger antallet af besøg indtil videre en smule over niveauet fra sidste år ved denne tid.