Attentat mod bladtegner for retten
Dato fastsat: Et år efter angrebet mod Kurt Westergaard kommer 29-årig somalier for retten til januar tiltalt for drabsforsøg og terrorisme
Den 29-årige somalier, der den 1. januar forsøgte at dræbe bladtegner Kurt Westergaard i hans hjem i Viby, kommer for retten den 19. januar næste år.
Statsadvokat Kirsten Dyrman oplyser, at sagen føres som en nævningesag ved byretten i Århus, og der er afsat ni retsdage. Den foreløbige plan viser, at der skal afhøres 10-12 vidner, og der kan ventes dom den 4. februar. Kirsten Dyrman møder selv som anklager i sagen.
Somalieren blev i sommer tiltalt for drabsforsøg og for terrorisme, efter at han om aftenen nytårsdag - bevæbnet med en økse og en kniv - trængte ind i Kurt Westergaards hjem.
Han ville have "hævn" for Muhammed-tegningerne. Bladtegneren søgte tilflugt i et sikret rum, og da politietankom, blev somalieren såret af skud på gaden udenfor. Somalieren er også tiltalt for drabsforsøg på en betjent. Manden kræves oveni fængselsstraf udvist af Danmark for bestandigt.
Sagen mod somalieren var egentlig berammet til september i år, men pladsproblemer i retslokalerne i Århus gjorde det nødvendigt at udsætte sagen.