Ja tak eller nej tak? Studerende undervises i helt nyt fag
For første gang nogensinde er der oprettet et kursus om atomkraft på Aarhus Universitet.
Atomkraft? Nej tak.
Sådan har svaret lydt i mange år. Men på institut for fysik blæser der nye vinde.
Egentlig skulle de studerende slet ikke have haft undervisning i atomkraft. Men efter en enkelt lektion i efteråret var responsen så positiv, at Hans Fynbo, for første gang i Aarhus Universitets historie, fik lov til at oprette et kursus i kernekraft.
- De studerende sagde, at de gerne vil høre mere om det, og spurgte om jeg ikke kunne lave et kursus i det. Og så sagde jeg "jo, det prøver vi da bare", fortæller Hans Fynbo, der er professor i fysik på Aarhus Universitet.
Og det er noget, der vækker begejstring blandt de studerende.
- Man snakker ofte om ulemperne ved kernekraft, men jeg synes ofte, at man glemmer at tænke på ulemperne ved mange andre typer energi. Affaldet fra kulkraft er i luften i form af for eksempel CO2, siger Christiane Rahbek, der er kandidatstuderende på fysikuddannelsen på Aarhus Universitet.
Kan være fremtiden
Vores strømforbrug forventes at blive tidoblet de kommende år, og det kan give problemer, som atomkraft kan være løsningen på.
Men selvom stemningen for atomkraftværker som energikilde er positiv blandt de fremmødte studerende, så er det altså ikke formålet med undervisningen.
- Man skal vide noget om, hvad er de saglige forhold omkring kernekraft. Hvordan fungerer et kernekraftværk, hvad er fysikken i det, hvad er det, der sker, hvordan styrer man processerne, hvilket udviklingspotentiale er der. Så det er en helt række tekniske ting, fortæller Hans Fynbo.
Og han vil heller ikke selv tage stilling til om atomkraft er fremtiden.
- Det handler ikke om ja eller nej, det handler om, hvad vi vil med vores energisystem. Vil vi have konstant energi? Vil vi have billig energi? Det er det, der er spørgsmålet, siger fysikunderviseren.