Asylcenter i Ebeltoft genåbner på grund af flygtningepres

60 asylansøgere er ankommet til centret i Ebeltoft

Først måtte det lukke på grund af for få asylansøgere, men nu slår asylcentret i Ebeltoft dørene op igen.

Røde Kors har i samråd med staten besluttet at genåbne centret på Mariesmindevej øst for Ebeltoft.

Det er ifølge regionschef i Røde Kors Claus B. Pedersen nødvendigt for, at kunne hjælpe de mange nytilkomne asylansøgere, der er kommet til Danmark de seneste dage.

Asylcentret i Ebeltoft har plads til 150 beboere. I øjeblikket er 60 asylansøgere fra Eritrea, Irak og Iran blevet indkvarteret.

- Centret har været bibeholdt som bufferpladser, hvis behovet opstod, og det gjorde det så nu, siger Claus B. Pedersen til tv2oj.dk.

Den 30. juni lukkede asylcentret og blev omdannet til en beredskabsplads.

Forventer flere beboere

Personalet hos Røde Kors har derfor haft travlt med at få gjort centret klar til indkvartering:

- Vi skulle have alle installationerne op at køre såsom IT, varme og vand, siger regionslederen.

Asylansøgerne, der ankommer til Ebeltoft har alle været forbi Sandholmlejren, som er det officielle modtagecenter i Danmark. Her bliver de registreret og gennemgår et obligatorisk sundhedstjek.

På grund af det store flygtningepres vil en del af asylansøgerne, der forventes at ankomme til Ebeltoft de kommende dage, ikke være blevet sundhedsscreenet.

Røde Kors er derfor klar med sygeplejersker i centret i Ebeltoft, der skal lave sundstjekkene:

- På den måde fungerer vi som en midlertidig modtagefunktion, siger Claus B. Pedersen fra Røde Kors.

- Vi forventer, at der vil blive fyldt op på asylcentret i løbet af weekenden.

Dropper udvidelse af asylcenter