Asylansøgere er i praktik på hospital
Asadulla Shodzhazada fra Ukraine glæder sig over muligheden for at lære om behandlingsmetoder og forbedre sit danske sprog
Hverdagen på asylcentret i Randers og sprogskolen er for tiden blevet krydret med lidt inspiration udefra for Asadulla Shodzhazada.
Han er flygtet fra krigen i Ukraine og har nu sammen med sin familie søgt om asyl i Danmark.
I modsætning til mange andre asylansøgere, har Asadulla Shodzhazada fået en helt unik mulighed. Han er i øjeblikket i praktik på Kirurgisk Afdeling på Regionshospitalet i Randers.
Her får han lov til blandt andet at kigge den ledende overlæge Lars Maagaard Andersen over skulderen og får på den måde indblik i behandlingsmetoder, som ikke er udbredt i hans hjemland.
Asadulla Shodzhazada er nemlig selv uddannet kirurg og er derfor interesseret i at lære om teknikker som for eksempel kikkertoperationer.
Glad for praktik
Han fortæller til TV 2 | ØSTJYLLAND, at han er meget glad for at være kommet i praktik:
- Jeg vil gerne studere og tale dansk. Det er vigtigt for mig, siger Asadulla Shodzhazada, som drømmer om en dag, at kunne arbejde som læge i Danmark.
Regionshospitalet Randers har givet flere asylansøgere mulighed for et praktikophold. En mulighed, der giver god mening, fortæller ledende overlæge Lars Maagaard Andersen:
- I og med vi er en stor virksomhed i lokalområdet, så synes vi også, at vi har et socialt ansvar over for nogle af de flygtninge, som kommer til landet.
Du kan møde Asadulla Shodzhazada i tv-indslaget øverst i artiklen, hvor du også kan høre den ledende læge på Kirurgisk Afdeling i Randers uddybe, hvorfor hospitalet har takket ja til "asyl-praktikophold".