Asylansøgere julefestede på dansk

Lørdag var der julefest med gaver og æbleskiver på Asylcenter Randers

01:54

Æbleskiver, julemusik og gaver.

Der var lørdag dømt julefest på Asylcenter Randers, og det var et stort hit for beboerne. 

- Mine døtre går i børnehave, og de spørger altid om det her med julen, julemanden og julegaver. Denne dag er så dejlig for mig og mine børn, siger Narjes Halifa. Hun er asylansøger og er sammen med sin mand og deres to piger flygtet fra krigen i Syrien.

Læs også Flygtninge takkede for tiden i Grenaa med blomster

Bag julefesten står otte sjællændere, der hvert år mødes i lejren "Amish Camp med åbne arme" på Roskilde Festival. Ved siden af støtter de forskellige projekter.

- Vi gør det, fordi der er ikke så mange, der gør det, lyder begrundelsen fra Jonas Cronqvist, formand for ”Amish Camp med åbne arme”.

- Vi tænker lidt, at vi kan alle bidrage lidt mere, siger han. 

Jonas Cronqvist opfordrer andre til at gøre noget tilsvarende:

- Det her med, at det enten skal være meget højt og helligt at lave gode gerninger, eller også skal man lade være - det skal vi til at holde op med. Bare få smilet frem, armene åbne og så kom igang med det. Det bliver en meget bedre verden, siger han.

Per Lund, afdelingsleder på Asylcenter Randers, mener, at centrets beboere har godt af at opleve danske traditioner.

- Det er en fest, hvor vi præsenterer noget af den danske kultur, vi har omkring jul, siger han.

Lørdagens julefest var samtidig en slags afslutningsfest for asylcentrets beboere, fordi centret lukker i det nye år.

Se hele reportagen fra julefesten øverst i artiklen.