Astronomer jubler
Universitet investerer i verdens største teleskop
I fremtiden kan astronomerne på Aarhus Universitet komme til at nærstudere atmosfærer på planeter i andre solsystemer.
Det er nemlig blevet besluttet at starte byggeriet af verdens største teleskop, det europæiske teleskop E-ELT (European Extremely Large Telescope) i 2015.
Teleskopet bliver bygget på bjerget Cerro Armazones i Atacamaørkenen i Chile, men Aarhus Universitet investerer sammen med Københavns Universitet og DTU Space i alt 37 millioner kroner i teleskopet, der kan indfange både synligt lys og infrarødt lys og har en åbning på 39 meter:
- Vi får virkelig noget for pengene med E-ELT. Vi er specielt interesserede i mulighederne for at analysere atmosfæresammensætningen på de jordlignende exoplaneter, siger professor i observationel asteroseismologi og exoplanetforskning Hans Kjeldsen fra Stellar Astrophysics Centre på Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.
Der kan endda være mulighed for at finde tegn på liv:
- Hvis der oven i købet viser sig at være bioindikatorer, som for eksempel iltmolekyler, er det et klart tegn på, at der er liv som vi kender det på exoplaneten, siger Hans Kjeldsen.