Astronauter takker for østjysk mad
Andreas Mogensen havde mad med til de andre astronauter
Den danske astronaut Andreas Mogensen har haft dansk 'bonus mad' med op til kollegaerne på Den Internationale Rumstation ISS.
Måltidet er lavet af østjyske Thorsten Schmidt, der blandt andet står bag restauranten Malling og Schmidt i Aarhus og er tilknyttet Castenskiold.
Menuen bestod af sprængt oksespidsbryst med kål og løg, karamelrand med vanilje og rabarber samt Space Rocks chokolade.
Sidstnævnte kan du se et billede af herunder, som Andreas Mogensen har taget.
Og astronauterne på Den Internationale Rumstation ISS ser ud til at have nydt maden, som den østjyske kok har lavet til dem.
I hvert fald takker Andreas Morgensen kokken Thorsten Schmidt for maden og den overraskelse, der fulgte med Space Rocks chokoladen.
Ifølge dr.dk havde Andreas Mogensen fået familiemedlemmer til astronauterne til at skrive en lille hilsen på et stykke papir. Papiret var så gemt i chokoladen, og på den måde fik de hver en lille hilsen fra Jorden.
Måltidet, der er meget holdbar, er udviklet tilbage i foråret.
Andreas Mogensen er næsten halvvejs med sit otte dage lange ophold på ISS. Han blev sendt af sted onsdag morgen, og efter to dages rejse nåede han frem til rumstationen fredag morgen. Han har derfor arbejdet med videnskabelige forsøg siden lørdag.