Astronauter, minions og hippier: Kæmpe fastelavnsfest i Aarhus

I Skødstrup gik frivillige amok og afholdt fastelavnsfest for 1.000 børn og voksne

01:32

1 af 2

Overalt landet over bankede udklædte børn i dag løs på trætønder med drømmen om, at netop deres slag fik bunden eller en side af tønden til at falde til jorden.

Det var fastelavnssøndag - og det kunne man ikke tage fejl af, hvis man lagde vejen forbi idræts- og kulturcentret Midtpunktet i Skødstrup nord for Aarhus.

For første gang var en gruppe frivillige i byen gået sammen om at holde, hvad de selv kalder "Aarhus' måske største fastelavnsfest".

WWF tævede tønder for naturen

Noget kunne tyde på, at den ambition lykkedes. Omkring 1.000 børn såvel som voksne mødte op for at slå katten af tønden i den store idrætshal.

- Det var så hyggeligt! Vi var mange mennesker. Til at starte med havde vi håbet på 100 børn og voksne, der ville købe billet, men det er fuldstændig eksploderet, siger Pernille Højland-Rønde, som bor i Skødstrup, til tv2oj.dk

Lokalt projekt

Pernille Højland-Rønde er formand for områdets eventudvalg, som står for at koordinere store begivenheder. Ilddåben blev dagens fastelavnsfest, som var en stor succes:

- Vi har fået inddraget hele lokalsamfundet i det her. Alle har bakket op om det. Jeg tror, der har været omkring 25 frivillige til at sætte borde og stole op, sælge billetter og stå i boder, fortæller hun og glæder sig over kommende arrangementer som tyrolerfest og tapasaften.

Udover kåringen af kattedronninger og kattekonger blev der også udvalgt det bedste kostume. Det blev en lille dreng, som var klædt ud som den danske astronaut Andreas Mogensen i et kostume, som var hjemmelavet fra top til tå.

Slikket og tønderne, som fik nogle tæsk med køller, var blevet sponsoret af den lokale bank.

Du kan se, hvordan det så ud, da både små og store børn slog katten af tønden i Skødstrup i videoen øverst i artiklen. Videoen er filmet af Johhny Svanborg Sørensen.