Astrid er doula: Hjælper kvinder med dårlige fødselsoplevelser

Fik hjælpe fra en doula og hjælper nu selv kvinder

04:32

1 af 2

For nogle kvinder kan graviditet og fødsel føre traumatiske oplevelser med sig. Astrid Givard er en såkaldt doula, og hun har viet sit arbejdsliv til at hjælpe kvinder, der har været gennem traumatiserende fødsler. Hun vil hjælpe dem til at komme videre og bedre gennem en ny graviditet.

For at blive doula skal man gennem et uddannelsesforløb på tre moduler, hvor man får et kendskab til graviditet, fødsel og barsel samt viden om, hvordan man som doula kan skabe gode og trygge rammer for den gravide kvinde.

Ikke en jordemoder

- Min rolle er sådan set at holde i hånden og holde rigtig tæt kontakt med kvinden, sige Astrid Givard, der er doula og fødselscoach.

For en doula er ikke en jordemoder.

- Jeg plejer at sige, at jeg arbejder fra hjertet og op, for jeg har ikke noget med alt det nedenunder at gøre, siger Astrid Givard.

Musik er godt på fødestuen: Sæt din egen playliste på

Fra lærer til doula

Hun er oprindeligt udannet lærer, men efter en voldsom første fødsel, tog hun selv kontakt til en doula, som hjalp hende gennem sin anden fødsel, og det blev startskuddet til hendes karriereskifte.

- Det var simpelthen sådan en berigende oplevelse, som jeg bare har taget med mig. Efterfølgende tænkte jeg, at det var jeg nødt til at give til andre kvinder, siger Astrid Givard.

I dag bruger hun alt den tid, hun har mulighed for, på at besøge og hjælpe kvinder, der af forskellige årsager er bange for at føde eller har svært ved at forholde sig til deres graviditet eller nyfødte barn.

Her i landet er der på nuværende tidspunkt cirka 20 praktiserende doulaer. Det er meget få sammenlignet med vores nabolande, Sverige og Norge, hvor doulaer er et udbredt fænomen.

Du kan møde Astrid Givard og en af de kvinder, som hun har hjulpet, i tv-indslaget øverst på siden.