Asfaltarbejde berører 30.000 bilister og 19 buslinjer
Et omfattende asfaltarbejde giver store udfordringer for trafikken i Aarhus i fem uger. Beboere i området risikerer at få ødelagt deres nattesøvn
Et omfattende arbejde med at lægge asfalt vil de kommende fem uger give store udfordringer for trafikken i Aarhus Midtby.
Det er strækningen fra Nehrus Allé til Kystvejen i Aarhus, der skal have ny asfalt.
Læs også
Det betyder, at trafikanter på Randersvej, Nørrebrogade og Nørreport skal væbne sig med tålmodighed,
Det er en af byens vigtigste indfaldsveje, der skal have nyt asfalt, og det er derfor et stort og kompliceret stykke arbejde. Aarhus har aldrig før lagt så meget asfalt på en eksisterende vej i ét sammenhængende arbejde.
- Det kommer uden tvivl til at udfordre aarhusianernes tålmodighed i perioder. Vi håber på forståelse og minder om, at slutresultatet bliver en flottere vej med langt bedre køreforhold, siger Thomas Skov, der er ingeniør i Teknik og Miljø i Aarhus Kommune.
Skiftes inden Letbanen
Slidlaget er den øverste del af asfalten, som skal udskiftes med 15-20 års mellemrum. Asfalten skal lægges nu, inden Letbanen begynder at køre.
Skiftende omkørsler vil frem til slutningen af september lede trafikanter udenom asfaltarbejder, efterhånden som arbejdet bevæger sig fra krydset ved Nehrus Allé mod Kystvejen og tilbage igen i den modsatte kørebane.
Køb ørepropper
Flere end 30.000 bilister, 19 buslinjer og beredskab vil blive berørt.
- Vi har vurderet alle muligheder og fundet frem til denne fremgangsmåde, som kommer til at genere trafikanterne mindst muligt, siger Thomas Skov.
Udover at det generer trafikken, vil også områdets beboere komme til at bemærke asfaltarbejdet. For Aarhus Kommune advarer om nattestøj, når store maskiner ruller tonsvis af asfalt ud.
Arbejdet foregår klokken 18.00 til 05.00 på hverdage og i weekender fra fredag klokken 18.00 til mandag morgen klokken 05.00.
I videoen øverst i artiklen kan du se mere om asfaltarbejdet.