Årsag uklar: Passager slog taxachauffør

Fredag aften blev en 25-årig taxachauffør kaldt skældsord og tildelt et knytnæveslag af en vred kunde

Foto: Colourbox. Collage: TV2OJ

Østjyllands Politi har endnu ikke det fulde overblik over, hvad det skete fredag aften kort før kl. 19 i forbindelse med en taxatur, der sluttede på Bavnegårdsvej i Hasselager. Men lige nu efterforskes en hændelse som vold.

På stedet blev den 25-årige chauffør kaldt diverse ukvemsord og slutteligt tildelt et knytnæveslag i hovedet.

- Taxachaufføren har ikke fået alvorlige skader, men vi efterforsker episoden som vold. Hvad der præcist er sket, ved vi endnu ikke. Vi ved, at den 50-årige passageres betalingskort ikke virkede, og måske har det haft betydning, siger vagtchef hos Østjyllands Politi, Klaus Møller.

Skal have dem til afhøring

Hos politiet kender man identiteten på både den forurettede og den formodede voldsmand.

- Vi skal have dem begge til afhøring og finde ud af, hvad der er årsag til volden, forklarer Klaus Møller.

Ifølge vagtchefen sker dette hurtigst muligt, så sagen kan afsluttes.