Årsag til dårlig mælk fundet

150.000 liter mælk måtte i weekenden destrueres på grund af dårlig lugt og smag. Årsagen til forureningen har nu vist sig at være en bakterie.

Mejeriganten Arla Foods i Århus er kommet et lille skridt nærmere opklaring af de 150.000 liter mælk, der i weekenden blev destrueret, fordi mælken havde en ram og besk lugt.

Koncernens informationschef Astrid Gade Nielsen siger i dag til TV / 2 ØSTJYLLAND, at landmanden, der leverede den dårlige mælk er fundet, og at forureningen stammer fra en bakterie. Nærmere hvilken kan hun ikke sige, før bakterieundersøgelserne er færdige. Det er de på fredag.

Men hun er lettet over nu med sikkerhed at kunne meddele forbrugerne, der havde købt den dårlige mælk, at den ikke var sundhedsskadelig.

Når mælken ankommer til mejeriet bliver den altid bedømt på lugt, syn og smag. Det sker for at forhindre, at der kommer dårlig mælk ud til forbrugerne, men der er altså sket en fejl i dette tilfælde, siger Astrid Gade Nielsen.