Arriva fortsætter på skinnerne

Arriva tager to år mere på de midtjyske togskinner

Foto: Arriva

Arriva Danmark får lov at fortsætte togdriften i Midt- og Vestjylland.

Det er netop blevet en realitet, efter Transportministeriet har tilkendegivet, at de får lov at stå for driften i yderligere to år.

Kontrakten udløber oprindeligt i 2018, og er nu blevet forlænget frem til 2020.

- Vi er naturligvis meget glade for og stolte over, at Transportministeriet har valgt at benytte muligheden for at forlænge vores kontrakt på togdriften i Midt- og Vestjylland. Vi ser det som en tillidserklæring til Arriva som operatør og dokumentation for den kvalitet, vi har leveret på vores togstrækninger i løbet af de seneste år, siger togdirektør Ivan Skødt Andersen fra Arriva Danmark i en pressemeddelelse.

Ifølge Arriva har de formået at køre med 99,5 procents punktlighed de seneste år.

Derudover viser en rapport fra Rigsrevisionen, at Arrivas indtog på de udbudte togstrækninger også har været en rigtig god forretning for den danske stat.

Arriva kører blandt andet på strækningerne Aarhus-Skjern og Aarhus-Struer.