ARoS satser stort på Munch
Staten garanterer for de dyre værker
ARoS kaster sig ud i sin mest ambitiøse satsning nogensinde, når dørene slås op 6. oktober for den største udstilling i Danmark i 40 år af den verdensberømte norske maler Edvard Munch.
Udstillingen af de kostbare værker af en af verdens dyreste billedkunstnere kan kun gennemføres, fordi den danske stat går ind og garanterer for deres sikkerhed.
- Skulle det gå galt, koster det jo en halv Lillebæltsbro, siger ARoS-direktør Jens Erik Sørensen, der i 30 år har drømt om og i 10 år arbejdet seriøst på at få Edvard Munch-udstillingen op at stå.
- Men det er svært at få lov at låne bare et enkelt billede.
Munch er i dag berømmelsesmæssigt i klasse med Van Gogh og Picasso. Så de store internationale museer står i kø for at låne billederne. Samtidig er de så værdifulde, at det nærmest er uoverkommeligt at få dem ud på landevejene, siger han. Og illustrerer det med, at en af de fire udgaver af Munchs berømte maleri "Skriget" for nylig blev solgt for 606 millioner kroner.
Udstillingen er da også kun kommet i stand på grund af statens sikkerhedsgaranti og så en donation fra A.P. Møller og hustrus fond på 3,5 millioner kroner.
Høje forventninger til billetsalg
Helt usædvanligt har publikum kunnet købe billetter til Munch-udstillingen på forhånd. ARoS har derfor allerede solgt 10.000 billetter ad den vej. Men forventningerne er meget højere.
- Vi håber på omkring 200.000 gæster til udstillingen, siger Jens Erik Sørensen. Museets hidtidige rekord er 140.000 gæster til en udstilling af Olafur Eliasson.
Edvard Munch formåede i Paris på en nylig udstilling at trække det største besøgstal nogensinde til det verdensberømte Pompidou Center.