ARoS sætter publikumsrekord
Det århusianske kunstmuseum ARoS satte publikumsrekord i 2006. Museet blev besøgt af 368.000 gæster.
2. jan 2007, kl. 08:45
Mere end 30 dage gammel
Michael Kviums sære skabninger og potente, strømlinede racere fik folk til at strømme til det århusianske kunstmuseum ARoS i løbet af 2006.
Ifølge dagbladet Urban blev museet sidste år besøgt af 368.000, og det er en fremgang på 26.000 i forhold til 2004, hvor den hidtidige rekord blev sat.
I Danmark er ARoS blandt kunstmuseer kun overgået af Louisiana i Humlebæk. End ikke Statens Museum for Kunst med central beliggenhed i hovedstaden kan nå Århus-museet.
- Vi har bevaret tiltrækningskraften med fokus på udstillinger med nutidskunst, siger direktør Jens Erik Sørensen til Urban.