ARoS sætter besøgsrekord
Museet viser overskud for fjerde år i træk
For tredje år i træk har ARoS slået sin egen besøgsrekord i 2013. 568.361 gæster besøgte kunstmuseet sidste år. I 2012 var tallet 551.874, og i 2011 besøgte 523.417 gæster museet.
Bestyrelsen godkendte i dag regnskabet for 2013, og det viser et overskud på 800.000 kr.
- Vi er meget tilfredse med resultatet. Museet havde også i 2013 et usædvanligt godt år, hvor blandt andet slutspurten med Munch-udstillingen og den royale udstilling Pas de deux royal bidrog til det flotte resultat og det rekordstore besøgstal, siger formanden for ARoS' bestyrelse, Carsten Fode, i en pressemeddelelse.
Overskuddet i 2013-regnskabet betyder, at ARoS nu lægger yderligere til sin positive egenkapital.
- Med en positiv egenkapital på 3,4 mio. kr. er vi fortsat på rette vej med museets økonomi, siger bestyrelsesformanden.
ARoS er Danmarks næstmest besøgte kunstmuseum - overgået af Louisiana, der havde omkring 20.000 flere besøgende i 2013.