ARoS får 16 mio. kr. til glaslounge
308 kvadratmeter oplevelsesrum placeres på taget
En donation på 16,4 millioner kroner fra Købmand Herman Sallings Fond gør det nu muligt for ARoS Aarhus Kunstmuseum at opføre et nyt vigtigt element i Olafur Eliassons kæmpestore kunstprojekt på ARoS, Your Rainbow Panorama.
Under regnbuen, der er blevet kunstmuseets og Aarhus nye signatur, skal der nu opføres en stor glaslounge med et stedspecifikt kunstværk på museets tagterrasse.
Det skal give direkte adgang fra museet til Your Rainbow Panorama og med faciliteter til gæster, erhvervskunder med mere.
- Det er en fantastisk dag for ARoS. Behovet for bedre adgangsforhold til regnbuen er udtalte, fordi Your Rainbow Panorama har vist sig at være en endnu større attraktion, end nogen havde forestillet sig, siger ARoS direktør Jens Erik Sørensen.
Skal indeholde infocenter og lounge
Den 308 kvadratmeter store glaslounge skal blandt andet indeholde et infocenter inden opstigningen i regnbuen samt en sunset-lounge med udsigt mod vest og solnedgangen.
Til loungebygningen skal den verdensberømte Olafur Eliasson skabe et stedspecifikt kunstværk.
Den sidste og fortsat urealiserede del af Olafur Eliassons samlede projekt på ARoS' tag - en stor stålkugle med navnet "Sfære" - arbejder kunstneren fortsat videre på.