Aros-direktør: - Nedskæringer vil få store konsekvenser

Det vil kunne mærkes på både kvalitet og omfang hos ARoS, hvis Dansk Folkepartis forslag om at skære ned på støtte til de store museer, går igennem

02:19

VIDEO: Museumsdirektøren på Aros frygter for konsekvenserne, hvis DF's forslag bliver til virkelighed.

DF vil tage millioner fra blandt andet Aros og Louisiana og give til de små. Det vil få store konsekvenser på ARoS, der ifølge DF's opgørelse får 23 millioner årligt.

Hvis det står til DF, skal ingen enkeltstående museer i fremtiden kunne modtage mere end 15 millioner kroner årligt.

- Det er jo et mærkeligt udspil, synes jeg. Netop fordi museer som Louisiana, Arken og Aros skaber enormt meget værdi til det danske samfund, siger museumsdirektør på ARoS Erlend G. Høyersten til TV2 ØSTJYLLAND.

02:46

VIDEO: Erlend G. Høyersten mener, at DF's udspil vil betyde lavere kvalitet og færre udstillinger på Aros.

Luk video

Det er dagbladet Politiken, der i dag fortæller, at DF ønsker en ny model for tilskud til museerne. Det skal rette op på det, som, i kulturordfører Alex Ahrendtsens øjne, er et skævt system.

Kunstmuseerne Arken, Louisiana og Aros skal bløde millioner i tilskud, for at nogle af landets mindst støttede museer kan få flere. 

Læs også 1,5 millioner har haft en ARoS-oplevelse

- Det skal sikre en solidarisk ordning mellem museerne, hvor vi kan omfordele nogle af de eksisterende midler til andre museer, der ikke får ret meget i dag, siger Alex Ahrendtsen til Politiken. 

Hvis vi har færre penge til at skabe indhold, så går vi ned på kvalitet og omfang.

Erlend G. Høyersten, museumsdirektør, Aros

Forslaget fra Dansk Folkeparti kommer, netop som Folketingets partier forhandler om en ny måde at støtte landets statsanerkendte museer på. På Aros advarer museumsdirektøren om, at så stor en nedskæring vil kunne mærkes af gæsterne.

- Hvis vi har færre penge til at skabe indhold, så går vi ned på kvalitet og omfang. Det kan også få konsekvenser i forhold til, hvor risikovillige vi kan være, og hvor mange ting vi kan prøve af. Når alt kommer til alt, handler det jo om kroner og ører, siger Erlend G. Høyersten.

01:05

VIDEO: Kulturhovedstadsåret var stor succes for mange østjyske kulturinstitutioner. Her kan du se et indslag fra januar om Aros, der oplevede en stor stigning i antallet af gæster.

Luk video

Venstre afviser

Forslaget møder ikke opbakning fra Venstre, der selv foreslår en anden ordning. 

- Jeg foretrækker min egen og kulturministerens model, som går ud på, at man gradvist skal lægge mere vægt på museernes evne til selv at tiltrække penge til kommuner, fonde og besøgende, siger Bertel Haarder (V), der er kulturordfører.

- Vi skal ikke have en museumspolitik, hvor vi tager fra de bedste og giver til dem, det er synd for. Det er jeg ikke tilhænger af.