Arla-strejke stopper

Arla genansætter fællestillidsmand, og strejken på mejerierne er derfor afblæst.

Det sker efter, at parterne har indgået forlig, oplyser Arla til Ritzau.

Medarbejderne på flere af Arlas jyske afdelinger strejkede i dag i sympati med deres kolleger på Esbjerg Mejeri.

Her har de ansatte strejket en uge, fordi Arla suspenderede deres fællestillidsmand, som virksomheden mente havde brudt reglerne om udstempling.

Den udvidede strejke ville have ramt de østjyske forbrugere, hvis den var fortsat. De østjyske butikker bliver nemlig forsynet fra et Arla-center i Hobro, hvor de ansatte også nedlagde arbejdet.

Ifølge de ansattes fagforbund, NNF, har Arla ikke alene accepteret, at fællestillidsmanden genindtræder i sin funktion. Virksomheden har også frafaldet et krav om, at de ansatte skulle betale bod og skærpet bod for strejken.