Arla skal betale erstatning
Arla skal betale 100.000 kroner til århusiansk kvinde efter urimelig fyring.
En stilling, der var bortrationaliseret, blev pludselig slået op som ledig.
Efter 30 års ansættelse i først MD Foods og senere Arla Foods blev en 54-årig kvinde fra Århus fyret med den begrundelse, at hendes stilling var bortrationaliseret. Nogle måneder efter hendes fratræden blev hendes stilling imidlertid opslået ledig.
Nu er Arla Foods af Vestre Landsret blevet dømt til at betale 100.000 kroner i erstatning for urimelig opsigelse. Landsrettens dom var en stadfæstelse af byrettens afgørelse, og retterne lægger vægt på, at Arla ikke med tilstrækkelig sikkerhed har godtgjort, at den pågældende medarbejders stilling var nedlagt på opsigelsestidspunktet, eller at det ikke var muligt ved omskoling at sætte medarbejderen i stand til at beklæde stillingen.
Den 54-årige kvinde blev ansat i mejerikoncernen i 1974 og havde foruden sin kontoruddannelse uddannet sig som merkonom i personaleledelse og administration. Siden hun blev fyret, har hun søgt 82 job, men er stadig arbejdsløs. Ud over de 100.000 kroner skal Arla betale sagens omkostninger til HK med 32.700 kroner. /ritzau/