Arla kalder letmælk tilbage
Arla Foods har ved et uheld blandet økologisk letmælk med rengøringsvæske. Nogle kartoner kan være havnet i østjyske køleskabe.
Arla Foods med hovedsæde i Viby har med øjeblikkelig virkning kaldt 5100 liter økologisk letmæk tilbage. Ved en fejl er letmælken blevet blandet med skyllevand, der blandt andet indeholder rengøringsvæske. Uheldet skete på Hobro Mejeri sent tirsdag aften, og en stor del af det særprægede blandingsprodukt er siden havnet i de østjyske butikker.
Da fejlen blev opdaget, blev de mange enliters-kartoner straks taget væk fra kølemontrene. Arlas pressechef, Louis Illum Honoré, kan dog ikke afvise, at enkelte forbrugere har købt mælken.
Ifølge Louis Illum Honoré er mælken ikke farlig at drikke, men den kan dog have en afvigende smag, der gør, at den prikker på tungen. Forbrugerne kan spore den fejlblandede mælk ved at kigge på det kodenummer, der står over "mindst holdbar til"-datoen. Hvis mælkekartonen har et kodenummer mellem 6357 og 6408 indeholder den sandsynligvis skyllevand, og man bør derfor få den byttet.