Arla fortsætter som sponsor for Danmark
Logoet fra mejerigiganten fra Viby J vil også fremover være at finde på maven af Morten Olsen og co.
Sammen med Dong Energy forlænger Arla Foods mejeriernes over 20 år lange hovedsponsorat for det danske fodboldlandshold. DBU får 29 millioner de næste to år.
Arla Foods og Dong Energy forlænger deres attraktive sponsorat af det danske fodboldlandshold. På trods af, at landsholdet missede dette års deltagelse i EM-slutrunden i Østrig og Schweiz har de to selskaber indgået en aftale med DBU, der tilfører dansk herrefodbold 29 millioner kroner over de næste to år.
Med den nye sponsoraftale gældende fra 1. august har de danske mejerier uafbrudt været sponsor for herrelandsholdet siden 1987, da sponsoratet blev overtaget fra Carlsberg. Efter at først Mejeriforeningen og siden MD Foods og Arla alene sad på sponsoratet, blev det for fire år siden ligeligt fordelt mellem Arla og Dong.
De tilsammen 14,5 millioner kroner om året skal også gå til U21, U19 og U17-landsholdenes aktiviteter.