Arla fordobler resultat
Markant fremgang for mejerigigant
Høje mælkepriser, fusioner og effektiviseringer er med til at fordoble Arlas resultat efter første halvår.
Mejerigiganten Arla med hovedsæde i Viby i Aarhus kommer ud af årets første seks måneder med markant fremgang i indtjening, omsætning og resultat, oplyser Arla i sit regnskab for første halvår 2013.
Arla fordoblede sit resultat efter skat fra lige omkring en halv milliard kroner i første halvår 2012 til en milliard kroner i første halvår 2013.
Resultatet er hjulpet på vej af høje mælkepriser, fart på de nye vækstmarkeder, fusioner og omfattende effektiviseringer i koncernen, lyder det fra Arla i regnskabet.
- Arla har præsteret godt i et globalt marked, der generelt har været præget af højere priser, fordi produktionen af mælk ikke kan matche den voksende efterspørgsel, siger Peder Tuborgh, administrerende direktør i Arla Foods.
To fusioner
Sidste år gennemførte Arla to større fusioner, der gjorde koncernen til Storbritanniens største mejeriselskab og Tysklands tredjestørste.
- Integrationen af de selskaber, vi har fusioneret ind i Arla, kører hurtigere end forventet, og det begynder nu at give os de fordele, vi stræbte efter, siger Arlas koncernfinansdirektør, Frederik Lotz.
Højere mælkepris
I årets første seks måneder fik Arla en omsætning på 35,7 milliarder kroner mod 29,9 milliarder kroner i første halvår af 2012.
Afregningsprisen til Arlas andelshavere blev forhøjet tre gange i løbet af første halvår, og der er varslet en yderligere stigning i september.
I første halvår er prisen for et kilo mælk steget til 2,87 kroner mod 2,64 kroner i første halvår af 2012.
Arla forventer at nå en omsætning på 73 milliarder kroner for hele 2013. Årets resultat forventes at lande omkring 2,2 milliarder kroner.