Arla Foods hæver mælkeprisen

EU dropper eksportstøtte. Derfor sætter mejerigiganten Arla Foods med hovedsæde i Viby priserne på sine produkter op.

Mælkeprodukterne i butikkernes kølediske bliver dyrere, efter at EU torsdag besluttede straks at afskaffe al eksportstøtte på alle mejeriprodukter.

Danske mejerier fik 472 millioner kroner i eksportstøtte i 2006. I år bliver eksportstøtten på bare 110 millioner kroner, oplyser Mejeriforeningen.

- Vi er ikke overraskede over beslutningen. Men det betyder naturligvis et betydeligt tab for os. Vi har derfor kun et valg, og det er omgående at sætte priserne op, siger Arla Foods' viceadministrerende direktør, Andreas Lundby.

Eksportstøtten droppes på grund af international mangel på mejeriprodukter og en tilsvarende stigning i verdensmarkedspriserne. Prisstigningerne bliver en realitet for forbrugeren i løbet af to til fire uger.