Arla-ansatte skal kunne læse
Ansatte skal testes for, om de kan læse og skrive
Alle Arlas ansatte på timeløn skal testes for, om de kan læse og skrive på et tilstrækkeligt niveau.
Hvis de ikke kan, kommer de på efteruddannelse, skriver Nyhedsbrevet 3F.
De ansatte skal tage testen inden for de næste tre år, og nogle er allerede blevet testet, oplyser Else Marie Pettersen, tillidsrepræsentant på Christiansfeld Mejericenter.
Nogle føler det som et pres, og nogle glæder sig. Det er måske primært de yngre medarbejdere, der ser frem til at komme i gang. De kan tydeligt se guleroden ved at få betalt en opkvalificering, siger tillidsrepræsentanten fra 3F.
Arla med hovedsæde i Aarhus får støtte til initiativet hos 3F, der har mange medlemmer ansat i den store mejerikoncern.
- Det er rigtig godt. Der er brug for højtuddannet personale, hvis danske mejerier også skal kunne klare sig godt i fremtiden.
Det er helt nødvendigt at kunne læse og skrive. Vi bakker helt
klart op bag tiltaget fra Arlas side, siger Vagn Henriksen, forhandlingssekretær i Den Grønne Gruppe i 3F.
Kilde: Nyhedsbrevet 3F